Nederlag ikke en mulighed på Craven Cottage
De rykkede op sammen fra The Championship i sidste sæson, og mandag aften står de overfor hinanden på Craven Cottage i London. Fulham byder velkommen til West Bromwich Albion i de tidlige af de to mandagkampe i Premier League.
De rykkede op som nummer to og tre fra den næstbedste række og har ikke ligefrem fået nogen fed start på livet i bedste række i denne omgang. Ligesom sidste gang, de var her, ligner Fulham et hold, der åbenbart er for godt til The Championship, men slet ikke er godt nok til Premier League.
West Bromwich har heller ikke været skræmmende, men har i det mindste samlet sig tre point i forhold til Fulhams ene. Begge parter jagter dog stadig den første sejr i denne sæson og med så sløj en start for begge parter, er det ikke en kamp, der må tabes.
Der er næppe tvivl om, at begge parter vil være særdeles påpasselige med at blotte sig. Ingen af deres seneste fire møder havde over 2.5 mål, og der har ikke været meget, der skilte parterne ad i disse. Vi satser på ny målfattig duel.