OB stopper negativ stime
Den første kamp i runde 10 af Superligaen står imellem Randers FC og OB på Cepheus Park fredag aften kl. 19.00. En kamp mellem to hold, som begge forsøger at snige sig med i det gode selskab i top seks, og en sejr her vil række et pænt stykke i forhold til målet. Randers hentede en sejr i pokalturneringen i landskampspausen og fulgte den op med for første gang siden 2015 at hente point i Parken mod FC København. Endda i form af en sejr, så der bør være selvtillid i bagagen. OB svinger mellem godt og knap så godt og “2-1-2” i deres seneste fem opgør må siges at være mellemvare.
Det har været jævnbyrdigt imellem parterne i deres seneste seks kampe, hvoraf OB vandt tre, mens Randers sejrede to gange. Det er dog værd at bemærke, at begge parter nyder at spille på hjemmebane mod hinanden, mens det kniber en del mere med at høste gevinst i deres respektive udekampe mod hinanden.
17. August 2014. Så lang tid siden er det, at OB sejrede på udebane over Randers. 2-0 sluttede kampen på mål af Emil Larsen og Lasse Nielsen, som nu begge pudsigt nok er at finde i Lyngby. Der er ikke tradition for målfest, når de to parter tørner sammen. Randers vandt deres seneste hjemmekamp over OB med 2-1. Det er den eneste af deres seneste syv dueller, som bød på mere end to scoringer. Fire af de seneste seks havde højst ét mål.
De ligger nummer ni og otte. På hhv. 10 og 11 point. Det kræver lige nu 14 point at ligge i top seks. Det siger vist alt om jævnbyrdigheden, så hvilken vej går vi ? OB historik i Randers er elendig, men alle serier får en ende på et tidspunkt, og oddset er højt på udesejren med tanke på, at OBs hidtige sejre kom over klubber, som ligger under dem i tabellen. Dem er der fire af og Randers er et af dem. Vi går planken ud på “De Stribede”.